Vinterudsmykning af haven
Leg med vinterudsmykning af haven
Skønt sneen nu dækker haven, det fryser, fyger og er koldt er det stadig muligt at lege i haven. Flere havebloggere har vist, hvor fint islygter mv. fremstår smukt og hyggeligt som havedekoration i denne tid. Så jeg tænkte, nu må jeg også prøve et sådant tiltag.
Jeg forestillede mig, at iskugler hængt op i træerne kunne give en god oplevelse, når lys og vind fanger dem. Så dette måtte afprøves. Et snor-ophæng blev ført ned i ballonerne, som derefter blev fyldt med vand og bundet godt til. Ballonerne blev lagt ud natten over, og giver nu ganske rigtigt en sjov og anderledes oplevelse af vores hyldetræ. Når solen har tænkt sig at komme frem, tror jeg der bliver et fantastisk spil i disse iskugler. Man kunne forestille sig iskugler hængt op flere forskellige steder i haven, som vil glimte og glitre når solen skinner. Jeg kunne ikke forestille mig en mere smuk vinterudsmykning af haven – men vi mangler solen!
Det skal lige tilføjes, at disse iskugler ikke hænger over havegangen, for jeg tror ganske enkelt ikke man vil overleve at få en sådan kugle i hovedet 🙂
Udover iskugler blev der også forsøgt med en islygte. Det ser ganske fint ud, når bær og blomster anvendes i isen. Her er det røde bær fra Ilex verticillata:
At lave disse iskugler og islygter er et udmærket projekt for børn eller børnebørn, for mange forme kan tages i brug, kun fantasien sætter grænser – børnene vil elske det!
Seneste kommentarer