Hvilke planter har bladfarver i vinterhaven?
Planter med bladfarver eller nålefarver er med til at give havens farvepalet et løft igennem årstiderne. Min oplevelse er at planter med mørke blade giver dybde, fylde og drama til enhver beplantning.

Mørke bladfarver er med til at skabe en særlig stemning i haven
Nu hvor vintermånederne er i gang vil jeg nævne én af mine favoritter – slangeskæg. En lavere ’vintergrøn’ græslignende staude, som med tiden kan danne et smukt tæppe under buske og træer, jeg bruger den også i krukker kombineret med andre bladformer. Uanset hvor man planter slangeskæg, foretrækker den en varm plads. Hvis den trives, kan den byde på små rosahvide blomsteraks, fulgt at sortviolette bær, især i solrige somre.

Slangeskæg er smuk til krukke og som bund under buskene
Alunrod er også en mulig bunddække, som du kan få oplevelser af om vinteren. Der er i dag en del forskellige sorter af purpurfarvet alunrod eller Heuchera, som denne planteslægt kaldes på latin.

Blandt alunrod findes flere mørkbladede sorter
Kæmpestenbræk er oprindelig en gammel meget anvendt bladstaude, men heraf er udviklet nyere sorter med sundere og mere farverige blade, nogle næsten dybrøde ved vintertide. Jeg bruger dem under løvfældende buske og træer, især fordi den trives bedre på ikke sydvendte placeringer. Vælg den pga. af bladene og ikke med et ønske om megen blomstring. Den kan være meget flot en vinterdag stående i sne og frost.
Stålblå dværggran med navnet Picea glauca ‘Alberta Blue’ er også værd at lede efter. Her er plantet en gruppe, som får sit helt eget udtryk.
Den gulnålede contortafyr ‘Carstens Wintergold’ lyser op igennem vinteren sammen med grenfarver og bladkontraster.
Photinia ’Red Robin’ bør også nævnes i denne artikel, selvom den kan være en drillepind, når den placeres på et udsat sted. Inde i byområder med almindelige læforhold kan du sagtens have glæde af den om vinteren. Photinia beholder for det meste bladene i vintermånederne. De nye bladskud har en frisk rød kulør. Jeg klipper min udgave lidt tilbage lige efter den sidste frost hvert år, for at opnå farverig nyvækst. Hårde vintre kan jeg godt finde på at vinterdække den.

Bladbusk til en læplads i haven, med fin nyvækst
Leucothoe er en gruppe af lavere bladbuske, som også udmærker sig mere ved deres varierende bladfarver end pga. blomstringen. De findes i forskellige udgaver, nogle med krøllede blade andre med smalle, glatte blade. Plant den i ren rhododendronsphagnum. Kan fint bruges til krukker og bede, som ofte ses i løbet af vinteren.

Lavere sphagnumelskende plante til bed og krukker
Til de ovennævnte planter, som først og fremmest gør en forskel når det gælder bladfarver, er det oplagt at kombinere rødblomstrede juleroser, bjergte med røde bær, dværgmispel, paradisæble, vilde roser med hyben, brunløvede prydgræsser fra planteslægten Carex eks. ’Bronze Form’
- Påskeklokke
- Bjergte
- Dvrægmispel
- Paradisæble
- Hybenrose
- Brun star
Glem ikke de mørkløvede planter til en sommerdag
Forestil dig planter med lysere farvetoner på en sommerdag eller måske et bed med fersken- og abrikosfarvede blomster, her kan (en forsigtig tilførsel) af mørkløvede planter som parykbusk, hyld, judastræ m.fl. bringe bedet til live, når de tænkes ind i bedene. Hver gang de bruges, bør det være behersket, da de også kan virke dystre.
#GrøntHavedesign
Seneste kommentarer