Majs Dronning: Træpæonens magiske øjeblik

Udgivet den 1. maj 2025 af Peter

Træpæoner kan give blomsteroplevelser i maj

”Kom maj du søde mild… gør skoven atter grøn” sådan lyder en kendt forårssang .

Den er vist højaktuel lige nu, hvor alt tager til i vækststyrke i haven.  Frodighed viser sig og det giver energi som haveejer.

Især når haven  er planlagt til at byde på noget igennem hele året. Den sidste nattefrost ser foreløbig ud til at have sagt farvel.  Hvilket gør nogle ting i forbindelse med havearbejdet lidt nemmere.

I løbet af den nærmeste fremtid springer træpæonerne (Paeonia suffruticosa) ud rundt omkring. Lige så lidt væsen, de gør af sig selv i vinterperioden, lige så meget ”stjæler de rammelyset”, når de springer ud med de kæmpestore blomsterhoveder her i maj. Blomsterhovederne kan have en diameter på 20-25 cm, meget imponerende.

Af følgeplanter kan jeg anbefale en håndfuld stauder, som kan pakke træpæonen fint ind forneden:

Geranium (Storkenæb), Alchemilla mollis (Løvefod), Astrantia major (Stjerneskærm), Thalictrum aquilegifolium (Akelejefrøstjerne), Brunnera ’Jack Frost’ (Broget kærmindesøster), Persicaria bistorta ‘Superba’ (Slangeurt).

Disse stauder er velegnede som bund eller mellemplantning og bidrager med volumen, tekstur og farvevariation uden at skygge for meget. Vælg 2–3 af disse og gentag dem i grupper for at give ro og rytme.

Træpæoner findes i dag i stor farvepalette

Træpæonen (Paeonia suffruticosa) har sin oprindelse i Kina, hvor den har været dyrket i mere end 1500 år. Her blev den ikke blot værdsat for sin ydre skønhed, men også for sin symbolske kraft – den stod for rigdom, ære, kvindelig skønhed og et langt liv.

I kejserlige kinesiske haver fik træpæonen en æresplads. Dens frodige, silkebløde blomster i hvid, pink, lilla og mørk vinrød blev betragtet som et levende maleri – et symbol på raffinement og status. Dens billedliggørelse findes stadig i klassisk kinesisk kunst, poesi og porcelæn.

Træpæonen rejste senere videre til Japan, hvor den blev forædlet med endnu mere elegance, og til sidst til Europa i 1700- og 1800-tallet, hvor dens eksotiske udtryk hurtigt fandt vej ind i romantiske haver og plantesamleres hjerter.

I moderne havedesign er træpæonen en slags diva – en langsomt voksende, men majestætisk skabning, som kræver plads, lys og tålmodighed. Dens blomstring er kort, men så overvældende, at den præger hele maj måned med en følelse af overflod og poesi.

Havedesignere bruger ofte træpæonen som en solitærplante – en slags juvel i haven – omgivet af bløde, bunddækkende stauder som storkenæb eller løvefod, der fremhæver dens skønhed og skjuler dens ofte sparsomme vækst forneden. I mere naturlige haver står den som et poetisk indslag, mens den i formelle haver fungerer som en dramatisk kontrast til klippede hække og symmetri.

Fra kejserhaver i Luoyang til danske majhaver – træpæonen er et levende bevis på, at skønhed kan være flygtig, men uforglemmelig.