Er blomsternes konge en træpæon?

Udgivet den af Peter

Netop nu er vores træpæon højaktuel. Blomsterne er imponerende store i blomsterstørrelse. Vi nyder dem intensivt i blomstringsperioden. Om morgenen står de i knop, for i løbet af dagen at folde sig ud og til aften igen ende op i en samlet blomsterknop.

Når vi snakker pæoner i Danmark er det groft fortalt træpæoner (Paeonia suffruticosa, bonderoser (Paeonia officinalis) og silkepæoner (Paeonia lactiflora), (som) det handler om. I samme nævnte rækkefølge indtræder deres overdådige blomstring. Træpæonen er en træagtig plante, hvor bonderosen og silkepæonen hører under stauderne.

Træpæoner kan ofte blive op imod 1½-2 meter høje og have en blomster- diameter på 15 cm eller mere. Blomstringen finder sted i maj og skal nydes.

Få planter har fået så meget opmærksomhed i asiatisk kunst som træpæon. Igennem historien er denne blomst ofte gengivet på porcelæn og i møbeldesign, men også som silketryk og til vægmalerier.

Den første kontakt europæerne har med træpæoner er, da ’The Dutch East India Company sender opdagelsesrejsende afsted fra Canton til Peking i 1656. De så nogle utrolige blomster i hvid, gul og rød, som de beskrev som ’roser uden torne’.

Træpæoner elsker en placering i solen og gerne en lun plads sammen med et par andre buske eller stauder. En næringsrig jordbund bestående af ler, almindelig porøs havejord og lidt gødet sphagnum er fin at starte en ny indkøbt træpæon op i.

Træpæoner har en tendens til at få en ranglet vækst bestående af kun få oprette grene.  Derfor kan det være oplagt at give den selskab af bunddækkende stauder på 25-40 cm i form af løvefod, pileurt, kærmindesøster, vintergrønne star (lavt prydgræs) m.fl.

Beskæringstip:

Ved tilbageskæring/nedklipning efter blomstring kan træpæoner provokeres til at blive mere buskede efterfølgende.

Her er et lille farveudvalg indenfor træpæoner. Nyd dem og god jagt på din næste træpæon.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *