Prydløg ér netop havens pryd

Udgivet den af Jeanette

Havedagbog

Havedagbog

Prydløgene, Allium, står rundt i haven, nogen nu afblomstret og andre i fuldt flor med en helt fantastisk blomstersætning, der både er iøjnefaldende og samtidig giver et yndefuldt og graciøst udseende – næsten skulpturelt.

Allium er en meget stor slægt med 6-700 arter. Det er nemme og hårdføre løgplanter, som kan anvendes stort set alle steder i haven både i sol og skygge. De er rigtig fine til snit til sommerens buketter. De er ligeledes dekorative når de er afblomstret, hvor man kan lade dem stå i bedene eller sætte dem i vaser.

Vi anvender især Allium aflatunense rundt i staudebedene med mange hosta, da prydløgene med deres høje stængler på ca. 90 cm. og fine blomsterhoveder på ca. 8 cm. i diameter giver en fantastisk kontrast til de store bladtunge hosta. Der findes en hybrid af denne, Allium aflat. Purple Sensation, som har dybt mørklilla blomster. Denne er især god mod lys baggrund som her en husvæg.

Der findes som nævnt mange forskellige sorter med de fine lilla blomsterhoveder i forskellig størrelse og højde.

Allium Lucy Ball med meget tæt, stor blomsterstand ca. 1 m. høj:

Allium Lucy Ball

Allium Lucy Ball

Allium Gladiator har mindre blomsterhoved, men er til gengæld meget høj ca. 1,5 m i vores have. På billedet står de foran et lille træ, så de er ganske imponerende. Vi har ikke oplevet de knækker, hvilket man kunne være bange for med så lange blomsterstængler og tunge hoveder:

De høje afblomstrede Allium Gladiator

De høje afblomstrede Allium Gladiator

Allium Globemaster har nogle kæmpe blomsterhoveder med meget tætsiddende blomster, der bevirker en imponerende farverig kugle i bedet. Den bliver ca. 90 – 120 cm.

Allium Globemaster

Allium Globemaster

Allium Christophii synes jeg er én af de smukkeste Allium grundet blomstersætningen, hvor blomsterne åbner sig én efter én som store stjerner for til sidst at danne en kuglerund cirkel – ganske imponerende.

Prydløg med halvkugleformet blomsterstand er ligeledes meget smukke i staudebedet, og blomstrer som de øvrige ca. juni-juli. Vi har afprøvet tre sorter i haven:

Allium atropurpurerum, hvor blomsterstanden består af næsten sortrøde stjerneblomster med sortrød frøstol. Den bliver ca. 50-60 cm høj. Vi har placeret den i staudebede med sartgule til limegrønne farver, og her er den helt fantastisk.

Allium nigrum har en hvidgrøn blomst og grønne frøstole. Denne bliver ca. 70 cm høj.

En lyserød Allium, som jeg desværre har forlagt navnet på, men den er helt vidunderlig blandt pæonerne, hvor den matcher de rosa farver helt fantastisk.

 

En anden meget fin Allium, der er et godt skulpturelt supplement i staudebedet er Allium sphaerocephalon, som på engelsk kaldes trommestik Allium. Den har små vinrøde blomsterhoveder og er dermed rigtig god til at skabe kontrast i bedet.

Specielle Allium

En spændende og anderledes Allium, er Allium schubertii, som har endnu større blomsterstand end Allium Christophii med metalskinnende, rødviolette stjerneblomster med blomsterstilke i varierende længde. Den opleves mindre hårdfør end de øvrige Allium.

Allium Schubertii

Allium Schubertii

En lille sjov allium, der er mere speciel end den er køn er Allium Hair, som præcis som navnet antyder ligner hår i modvind. Den er rigtig fin i blomsterbuketter. Man skal dog være over den, for den sår sig selv alt for villigt.

Allium Hair

Allium Hair

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *