På opdagelse i familien af kærmindesøster
Den skønne familie kærmindesøster
En af havens smukkeste bladplanter er den bunddækkende staude kærmindesøster, Brunnera macrophylla, som efterhånden findes i et mangfoldigt sortiment. Det er én af forårets dejligste stauder og en pragtfuld bladplante gennem hele året. Det er en tæt pudeformet staude, 40 cm høj med store ru hjerteformede blade og lette skyer af lyseblå forglemmigej lignende blomster i åbne skærme. Den er velegnet som bunddække til områder med halvskygge, da bladene bliver grimme i fuld sol. Den blomstrer i maj til juni, og beskæres den første blomstring kan den give endnu en blomstring sidst på sommeren.
Vi oplever i haven, at denne er villig til at brede sig, og skal derfor være opmærksom på at få fjernet nye skud, hvis man ikke ønsker den over det hele.
Der findes efterhånden et mangfoldigt sortiment, med meget flot løv der står flot gennem hele året. Alle har meget fine blomsterstande, som vi klipper af, så snart vi kan komme til det, fordi planten derefter fremstår mere tydeligt med sine brogede blade.
Vores absolutte favorit er Brunnera mac. Jack Frost. Denne staude bliver ca. 30 cm høj, har smukke sølvfarvede blade, som gennem hele sommeren pirrer ens nysgerrighed og fascination, så man slet ikke kan lade være med lige at slå vejen forbi hver dag. Den har som almindelig kærmindesøster lette skyer af lyseblå blomster.
- Forårsblomstrende Brunnera Jack Frost
- Sensommer udgave af Brunnera Jack Frost
En række kærmindesøstre har lignende sølvfarvede blade med en anelse nuance forskelle
- Brunnera Silver Lace
- Brunnera Kings Ransom
- Brunnera Looking Glass
- Brunnera Emerald Mist
En kærmindesøster, der er udviklet i Hadspen Garden, England, af Tori og Sandra Pope hedder ‘Hadspen Cream’, fordi den har cremefarvede kanter. Vi oplever at den med alderen kan sporte lidt tilbage til den almindelig kærmindesøster. Dvs. at den får enkelte grønne blade, men de klippes blot af, for at bevare det fine brogede løv.
- Den kønne Brunnera Hadspen Cream
- Brunnera Hadspen Cream
De fleste kærmindesøstre har blå blomster, men Brunnera mac. ‘Mr. Morse’ har fine hvide blomster.
En kærmindesøster vi faldt over forrige år hedder ‘Diane’s Gold’, fordi den har gullige blade.
Seneste kommentarer