Duftende jasmin
Et af de bedste steder i haven lige nu er vores havegang mellem to duftende jasminer. Det er en sanselig og berusende duft, der møder én, når man går langs havegangen, eller allerbedst står lige mellem de to jasminer. Bare dét at sidde her og skrive om duften, ja så sniger den sig op i næsen, ganske enkelt fordi den er så påtrængende vidunderlig.
Den ene jasmin, til højre er fyldt og blomstrer senere end den enkelt blomstrende til venstre.
Den enkelt blomstrende ved siden af starter som sagt lidt før. Dens blomster er mere cremefarvet, hvilket giver et flot udtryk til staudebedet som helhed.
Bagest i haven havde vi en jasmin, der kom væltende ind over hegnet og som desværre er blevet beskåret kraftigt, så vi ikke længere har den fantastiske hvide væg her i juni. Den var ligeledes enkeltblomstrende men med meget hvide blomster.
Jasmin er en mellemstor opret busk med svagt overhængende vækst. Der er flere sorter med duftende blomsterflor af enkelt eller fyldte hvide blomster fra juni til juli. Busken trives på de fleste jordtyper og trives i både fuld sol og halvskygge. Kan med fordel beskæres efter blomstring, hvor de længste blomsterskud beskæres.
Seneste kommentarer