Duftende Gyldenlak
Gyldenlak, Erysimum cheirii, er på havekortet igen, og godt for det. Gyldenlak er en rigtig bedstemorblomst, der har fået ny opmærksomhed takket være en mangfoldighed af nye sorter, som har udvidet farvespektret betragteligt. Et besøg i havecentret sidste weekend tydeliggjorde dette med flere borde af Gyldenlak i alle farvenuancer. Man kan således få Gyldenlak til alle de farvekombinationer, man måtte have i sine bede. Gyldenlak største force er dens vidunderlige duft, og lange blomstringstid. Så placeret ved siddepladser, havegange m.m. får man glæde af duften og farverne over ganske lang tid.

Gyldenlak i depot, afventer udplantning
Min første erfaring med Gyldenlak var netop fra min bedstemors have, hvor hun havde disse gyldenrøde og meget velduftende planter, som jeg altid skulle ned i haven og dufte til. Der var ikke noget skønnere sådan en varm sommerdag. Da jeg fik min egen have, gav hun mig nogle stykker, som jeg værnede om, men alligevel forsvandt de – og her lærte jeg lektien, at Gyldenlak er toårige.
Gyldenlak var tidligere en almindelig stueplante, og den stammer fra Sydeuropa, hvor det er en flerårig, vildtvoksende halvbuskagtig plante. Her i landet dyrkes planten som toårig, hvor den første sommer kun vil have grønne blade, men næste forår i april/maj eksploderer den i et rent farveorgie, og har en blomstringstid hen i juni. Gyldenlak dyrker man først og fremmest for duftens skyld, dernæst for blomsternes skyld, bestemt ikke for bladenes og plantens øvrige udseende. Det er en 30–40 cm høj busket plante, dens stængler er stive, bladene er grågrønne, aflange og savtakkede. Planterne bliver med tiden lidt barbenede, høje og ranglede.
Det er let selv at høste frø, eller man kan lade dem selvså. Hvis de får lov til at smide frø i en årrække, er man sikker på altid at være velforsynet med gyldenlak, men farverne er uforudsigelige. Vil man kun have gyldenlak i rene farver, så kan man købe frø der passer til ens farvestil, eller købe dem direkte fra planteskolerne.

Gyldenlak i hvidgule toner
Gyldenlak kan behandles på to måder. Frøet kan sås i maj i hus, prikles og udplantes på friland med 25-30 cm’s afstand og i september indplantes med klump for overvintring i koldhus, hvor der udluftes i godt vejr. Planterne udplantes derefter det følgende forår i begyndelsen af april. Man kan evt. udplante Gyldenlak i krukker, hvilket vil give et tidligt blomsterflor med store frodige planter til krukkerne, inden det er tid til sommerblomsterne
En anden og mere enkel, men også mere risikabel metode er at så frøet i juni-juli på friland, prikle ud i 25-35 cm’s afstand og lade planterne blive godt store, inden de udplantes i eftersommeren på det sted, hvor man vil have dem til at blomstre næste forår. Planterne er temmelig hårdføre, og bliver vinteren ikke for streng, vil de fleste af dem det følgende forår stadig være grønne og friske og blomstre i april-maj. Planterne kan eventuelt dækkes med granris som beskyttelse mod de udtørrende martsvinde. Efter afblomstring fjernes planterne, hvis andre sommerblomster skal erstatte gyldenlakken. Tager de ikke pladsen op for andre, så lad dem blive stående, da de med lidt held kan blomstre og trives i flere år.
Planten trives bedst på et beskyttet sted i læ og sol. En almindelig god, ikke for tung havemuld giver de bedste planter. Står den et godt sted, kan den overleve i flere år, særligt hvis man sørger for at fjerne den overvældende frodighed af frøstande.
Seneste kommentarer