Levende bunddække i haven
Du har mange muligheder når vi snakker om ‘Det grønne tæppe’ til din have.
Alt imens frodige stauder i blomsterbede har en funktion af at vise skønhed, har et tæppe af bunddækkeplanter en praksis funktion af skulle dække jorden. Bunddækkeplanter er et aktiv for enhver have. Især for store plantninger, under træer eller på svært tilgængelige steder er de ikke plejekrævende stauder dit første valg. Det tætte bladareal dækker hurtigt bunden og holder af den måde, ukrudtet i skak. Med ensartede tæpper af samme bunddække er det med til at skabe rolige oplevelser i det samlede billede af haven. Mange bunddækkeplanter har også blade om vinteren og kan dermed tilbyde helårsoplevelse hvor det er attraktivt. For hvilke af de mange arter og sorter, du vælger, afhænger ikke kun af den personlige smag af placeringen.
Enhver ledig plet jord i haven virker som en magnet på ukrudt. Det synes at opstå af ingen ting på linje med lommeuld. I virkeligheden kommer det af frø, der findes i milliontal i jorden og i luften og bare venter på, at betingelserne for spiring er til stede.
Og betingelserne er til stede på sådan et pænt stykke nyrevet havejord. Det kan dårligt blive bedre. Så selv om man skulle tro, at det er nemmest at holde haven pæn og fri for ukrudt, hvis man sørger for god plads og bar jord mellem buske og stauder, er det ikke rigtigt.
Hvis jorden er dækket af plantevækst – vel at mærke plantevækst efter haveejerens eget valg – har ukrudtsplanterne vanskeligt ved at etablere sig. Under et tæt plantedække er der praktisk talt intet lys, og mange ukrudtsfrø behøver lys for at spire. Og selv om de kan spire i mørke, vil vækstbetingelserne på grund af konkurrencen fra de veletablerede bunddækkeplanter være så hård, at de spæde, nyspirede ukrudtsplanter må give op.
Med andre ord: Et godt, tæt bunddække kan spare dig for mange timer med hakkejernet. Samtidig giver bunddækkebeplantning en række andre fordele.
Havens ægte tæppe
Det ser fx godt ud, når et smukt plantetæppe, grønt og frodigt, danner baggrund for bedets øvrige planter. Med bunddækkeplanter kan man skabe rolige, harmoniske flader og sammenhæng mellem forskellige haveelementer. De bedste bunddækkeplanter er stedsegrønne, så der er noget pænt at se på i haven året rundt.
Det er i sig selv en medvirkende faktor til bunddækkets effektive effekt over for ukrudt. Konkurrenceforholdene svækkes ikke på noget tidspunkt i årets løb.
Desuden holder bunddækkeplanterne på jorden, så muldlaget ikke skylles væk i en kraftig tordenbyge, og det etablerede plantetæppe hjælper til med at bevare et stabilt næringsindhold i jorden, hvor en naturlig balance får mulighed for at indfinde sig. Endelig nedsætter et tæt plantetæppe vandfordampning fra jorden og holder dermed på fugtigheden til fordel for dine planter.
De rigtige planter
Et godt og effektivt bunddække er et tæt bunddække. Det er ikke svært at etablere, hvis man følger nogle enkle retningslinjer. Først og fremmest gælder det om at vælge de rigtige planter. Der findes bunddækkeplanter til alle mulige vækstbetingelser, men det er afgørende at vælge netop de planter, der trives godt med de forhold, du har at byde på i haven.
En god bunddækkeplante kan kendes på den lave vækst, og på at den vokser mere i bredden end i højden. Mange bunddækkeplanter breder sig flittigt med udløbere, så de væver et tæt sammenhængende tæppe.
Plant tæt
Før du planter bunddækkeplanterne, skal du sikre dig, at jorden er fri for ukrudt. Især flerårigt ukrudt som skvalderkål og kvik kan volde problemer. De kan nærmest udkonkurrere det nyplantede, og selv om skvalderkål er en perfekt bunddækkeplante, var det jo ikke lige det, der var meningen.
Når du planter, gælder det i sagens natur om, at jo tættere du planter, jo hurtigere bliver dit bunddække tæt og dermed effektivt over for ukrudtet. 9-15 planter pr. kvadratmeter er passende.
Forslag til bunddække
Uanset hvilket bunddække du vælger at plante, skal du forvente at de skal hjælpes i gang den første periode. Det handler om at fjerne eventuelt ukrudt der måtte komme i starten imellem de unge bunddækkeplanter indtil det har form af et tæt bunddække.
Se også min video ‘Havetips om bunddække’ : http://youtu.be/nmcNF_Pzckc
Seneste kommentarer