Blodurt én af forårets små vidundere

Udgivet den af Jeanette

Blodurt, Sanguinaria canadensis, hører til forårets små vidundere, som man skal holde godt øje med, for pludselig er den der. En lille hvid blomsterknop dukker op af jorden, og med solen og lyset folder den sig ud til den smukkeste blomst. Først efter nogle dage kommer bladene, som bliver store og fyldige.  På oversiden er bladene blågrønne, på undersiden grågrønne med fremtrædende nerveer. Et lille vidunder – hvert år!

Blodurt i forårsbedet.

Blodurt i forårsbedet.

Blodurt 'Multiplex' med den fyldte blomst.

Blodurt ‘Multiplex’ med den fyldte blomst.

Blodurt stammer fra skovdistrikterne i det østlige Nordamerika og hører til valmuefamilien. Navnet er afledt af den rødorange ”mælkesaft”, der efter sigende har været anvendt i indianernes krigsmaling.

Blodurt blomstrer her i april – maj med smukt hvide, enkelte eller fyldte blomster på 15-20 cm. lange stængler. Senere følger de nyreformede, lappede blade, der danner et frodigt bunddække til hen på sommeren, hvorefter de gulner og falder hen.

Som naboplanter vil det være fint med lette bregner, høstanemone, sølvlys eller eksempelvis som her Bergenia, Kæmpestenbræk, som sidst på sommeren kan dække over den ”tomme” plads. På den måde undgår man, at komme forbi med spaden i den tro, at der er en ledig plads.

Blodurt som har spredt sig

Blodurt som har spredt sig

Blodurt ynder en skyggefuld plads eller vandrende sol. Den formeres ved deling efter blomstring eller blot, mens løvet er fremme. Den ser ud til at sprede sig stille og roligt i vores have, det går ganske langsomt, men er dog værd at vente på.

Blodurt vokset op gennem stjerneskærm

Blodurt vokset op gennem stjerneskærm

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *